Din søgning gav 11 resultater

Hvorfor er det tilsyneladende så mega fedt at være magtesløs i følge Paulus? Det virker egentlig ret modsat det, jeg plejer at tænke. Det er fedt at være i kontrol. Men måske er det netop her, vi finder et af evangeliets absolut stærkeste kort.

Skal vi som kristne gå rundt og være bange for at Gud straffer os for at have sagt noget dumt til ham?

Man siger ofte om Gud, at han er overalt. For det meste tænker man nok ikke så meget over, hvad det betyder. Men dels kan det være svært at rumme, hvordan det skal kunne lade sig gøre for ham, og dels kan det være svært at forstår, hvad det betyder for mig personligt. Men jeg tror faktisk, at det rummer en fantastisk hemmelighed.

For noget tid siden lavede jeg en video om, hvad ordet velsignelse betyder. I samme anledning sagde jeg, at man som menneske kan velsigne andre. Men hvordan gør man det? Og hvad betyder det dybest set, når man gør det?

Helvede er et stort og svært tema. Denne video siger på ingen måde noget udtømmende om det (det gør disse videoer i øvrigt sjældent om noget som helst). Skulle jeg have tilføjet noget, så kan man sige, at der er rigtig mange måder at tale om Helvede på, fordi der findes rigtig mange måder, hvorpå det omtales i Bibelen. Det vigtige er ikke, at vi forstår til bunds, hvad for et sted det er. Det vigtige er, at vi forstår, at intet menneske er skabt til at havne der. Går man rundt med en mere grundlæggende angst for det, kan man også frygte, om nu Jesus er den rigtige frelser. Til det er der ikke så meget andet at sætte sig for end at undersøge, om man finder kristendommen troværdig. Men mit bud er, at heller ikke den søgen kommer man endegyldigt i mål med. Og så er det jo meget heldigt, at det lige præcis er sådan relationen til Gud fungerer (svarende til alle andre relationer), at vi ikke skal forsøge at komme til bunds i ham.

I Bibelen bliver vi bedt om både at frygte og elske Gud. Normalt opfatter vi de to størrelser som svært uforenlige, men alligevel virker det som det mest naturlige i det bibelske sprogbrug. Måske skyldes det, at vi som vesterlændinge får ordet frygt galt i halsen, fordi det minder os om usunde forhold til kærester og forældre, hvor angsten for den anden har fyldt, fordi man grundlæggende ikke havde tillid til vedkommende. Men er det den slags frygt, Bibelen omtaler, eller er det i virkeligheden noget helt andet?

Spørgsmålet om menneskers frelse er uhyre følsomt. Og når vi så berører et område af frelsen, som Bibelen ikke siger synderligt meget om, bliver det rigtig svært. Men jeg tror, at der er en ting, vi kan gøre.

Jeg har sunget sangen ”ja vi tror på Gud vor fader”. Men man kan da ikke bare gentage det i en uendelighed og så tro, at det bliver rigtigt. Findes der ikke en god lakmusprøve på, om ens tro er god nok?

Vi fik frelsen da Jesus døde for vores synder på korset. Jeg kender selv flere, som ikke længere tror på Jesus. Hvad sker der med dem?

Betyder gudsfrygt, at jeg skal ryste i bukserne af skræk, hver gang jeg går til Gudstjeneste? Eller findes der en forklaring på dette underlige ord, som vi finder gang på gang i Bibelen, og som vi opfordres til at tage til os som kristne?