I Bibelen bliver vi bedt om både at frygte og elske Gud. Normalt opfatter vi de to størrelser som svært uforenlige, men alligevel virker det som det mest naturlige i det bibelske sprogbrug. Måske skyldes det, at vi som vesterlændinge får ordet frygt galt i halsen, fordi det minder os om usunde forhold til kærester og forældre, hvor angsten for den anden har fyldt, fordi man grundlæggende ikke havde tillid til vedkommende. Men er det den slags frygt, Bibelen omtaler, eller er det i virkeligheden noget helt andet?