Vækkelsens Spor

Vækkelsens Spor

Indre Mission har gennem 165 år sat tydelige spor i både folkekirken og det danske samfund. Sammen med kirkehistoriker Kurt Larsen tager Peter Nord Hansen lytterne med tilbage til stærke personligheder, interne konflikter, teologiske opgør og afgørende begivenheder i en bevægelse, der forandrede Danmark.

Vækkelsens Spor

Med Vækkelsens Spor ønsker vi at gøre Indre Missions historie tilgængelig for nye generationer og give en dybere forståelse af den bevægelse, som siden midten af 1800-tallet har præget både folkekirken og det danske samfund.

Podcasten formidler ikke kun, hvad der skete, men undersøger også, hvordan vækkelse, mission og kirkeliv har formet Indre Missions identitet og selvforståelse gennem tiden.
 

 

Hvordan blev den lille lokale Indre Missions-forening til en landsdækkende bevægelse?

I andet afsnit af Vækkelsens Spor følger vi udviklingen frem mod stiftelsen af Indre Mission i 1861. Her træder især den unge præst Vilhelm Beck frem som den drivende kraft, der med sin forkyndelse og store arbejdsindsats kom til at præge bevægelsen i årtier.

Samtalen kommer også omkring forholdet til folkekirken og den grundtvigske bevægelse, samarbejdet mellem præster og lægfolk og den særlige opbygning uden medlemmer og medlemsdemokrati. 

Til sidst fortælles om krigen i 1864, hvor praktisk hjælp og åndelig omsorg for soldaterne blev et afgørende gennembrud for Indre Mission.

Hvor kom Indre Mission fra, og hvad var det for en vækkelse, bevægelsen voksede ud af?

I første afsnit af Vækkelsens spor går Peter Nord Hansen og kirkehistoriker Kurt E. Larsen tilbage til begyndelsen af 1800-tallet. De følger sporene fra pietismen og Brødremenigheden over de gudelige forsamlinger og de omrejsende lægprædikanter frem mod den første Indre Mission i 1853.

Undervejs kommer de omkring religionsfrihed, demokratisering og forholdet til folkekirken – og hvorfor Indre Mission fra begyndelsen først og fremmest var en græsrodsbevægelse og et arbejdsfællesskab med mission som fælles opgave.