Din søgning gav 7 resultater

De fleste kristne kender til frustrationen over, at man har svært ved at fastholde følelsen af Guds fred gennem hele ugen. Det kan føles som om, at det er noget, der allerhøjest melder sig til gudstjenester, og for nogles vedkommende kun når man 2-3 gange om året er afsted på en kristen konference eller lejr. Og det kan både være frustrerende, men det kan også være anfægtende, for hvad betyder det egentlig for mit forhold til Gud?

Vi kaster ofte ord med begreber og ord i kirkelige sammenhænge, som vi måske egentlig ikke er helt klar over, hvad betyder. Velsignelse må i den grad siges at være sådan et ord. Og man kan let få den idé, at der noget magisk over det, når præsten i slutningen af gudstjenesten så at sige 'lyser velsignelsen'. Men er det trylleri, eller er det i virkeligheden dyb teologi? (Jeg hælder til det sidste)

Jeg dummer mig ind i mellem enormt meget. Jeg vil egentlig gerne være god, men det er jeg ikke altid. Jeg er uperfekt. Det kender du garanteret også til, og Bibelen siger det samme. Det er på bundlinjen meget befriende at erkende. Men på samme tid ønsker jeg også, at der må være en bedre slutning på den historie. Jeg kan mærke, at jeg har brug for at blive tilgivet for, at jeg nogle gange bare er en torsk. Kan man altid blive tilgivet? Godt spørgsmål.

Kunne Jesus ikke ligeså godt være dukket op ud af det blå i stedet for at bruge 30 år på at loade sin frelsesplan fra fødslen omkring år 0? Og hvad betyder det i det hele taget, at Jesus netop blev født og ikke bare dukkede op?

Jeg har sunget sangen ”ja vi tror på Gud vor fader”. Men man kan da ikke bare gentage det i en uendelighed og så tro, at det bliver rigtigt. Findes der ikke en god lakmusprøve på, om ens tro er god nok?

Nogle gange når jeg hører sådan nogle opmuntrende historier om, at mennesker virkelig har haft en inderlig og følsom oplevelse med Gud, så mister jeg helt modet selv. Hvorfor er Gud ikke sådan i mit liv?

Gad vide Hvorfor Gud valgte Israel, som sit folk? Var jorden ekstra hellig, lige der. Var det noget med breddegrader - elsker Gud sommer og sol? Eller ville Gud i virkeligheden gerne fortælle os noget lige præcis med Israel?