Din søgning gav 33 resultater

Kender du det? Man hører sådan nogle stærke ting. Jesus er opstået. Gud elsker dig. Døden har ingen magt. Og så er man ligeglad... Hvad gør man med den ligegyldighed, og hvad er den i det hele taget et udtryk for?

Det er så mega fedt at være kristen. Vi får bare tilgivelsen smidt i hovedet dagligt! Men hvad er det for noget, at Jesus ikke tilgiver synd mod Helligånden?

Sikkerhed i frelsesspørgsmålet er nok et af de største temaer for kristne gennem tiden. Det var det, som drev store dele af reformatorerne i 1500-tallet, og det er på mange måder stadig det spørgsmål, allerflest prædikanter forsøger at svare på i deres prædikener. Og selvom svaret måske kan være svært at gribe om, så er det virkelig enkelt og ligetil.

I tråd med sidste uges video om dæmonbesættelse og den megen omtale, der er om de såkaldte "Guds bedste børn", fik jeg lyst til at lave en video om, hvordan skelner mellem god og dårlig forkyndelse. Vi vader nemlig rundt i det overalt, både i forskellige kirker og lejre, vi er på, men også herinde på YouTube. Det er vildt svært at sortere, men jeg har en tommelfingerregel, som, jeg selv synes, er ret god.

Følelsen af at komme til kort i vores forsøg på at lykkes som kristne er en ret almindelig erfaring. Måske har de fleste af os accepteret, at det er sådan, men alligevel kan det ind i mellem ramme vildt hårdt. Og hvad gør man så, når man opdager, at man kommer til kort både ift. Gud og ift. medmenneskerne?

Der er ting i Bibelen, som kan forarge en, eller som man kan have svært ved at få til at harmonere med virkeligheden. Hvordan skal man som kristen forholde sig til det? I hvor høj grad bør man være enig med Bibelen, før man kan kalde sig kristen? Og hvad vil det overhovedet sige at være enig med Bibelen?

"Du er indoktrineret!", "du tror kun på Gud pga dine forældre", " #tænkselv " ... listen over den slags indvendinger er uendelig. Men er det virkelig så enkelt, at kristne er indoktrinerede, og ikke-religiøse er fritænkere? Eller er vi i virkeligheden meget mere i samme båd?

Ind i mellem kan man føle sig rigtig trosmæssigt tyndslidt. Som Bilbo udtrykker det i Ringenes Herre "som smør der er skrabet ud over alt for meget brød". Man føler at troen hænger i en tynd tråd. Der kan være forskellige grunde til det. Det kan både handle om noget intellektuelt og noget følelsesmæssigt. Så hvad er det gode svar?

Skal man tilhøre Indre Mission for at være en ægte kristen? Er det vigtigt, at man ikke drikker sig en dom til, når man drikker kaffe? Eller handler det med at være kristen i virkeligheden bare om, at man kender Jesus?

Betyder gudsfrygt, at jeg skal ryste i bukserne af skræk, hver gang jeg går til Gudstjeneste? Eller findes der en forklaring på dette underlige ord, som vi finder gang på gang i Bibelen, og som vi opfordres til at tage til os som kristne?