Din søgning gav 20 resultater

De fleste af os kender til frygten for at gå glip, eller som det hedder på engelsk: FOMO - fear of missing out. Det er en følelse, som kan opstå i os når som helst og hvor som helst, og som minder os om, at der lige nu kan være nogle mennesker, som har en fest, jeg ikke deltager i. Det kan være at mine bedste venner foretager sig noget uden mig, eller det kan være, at der er ting, jeg i det hele taget går glip af, som jeg gerne vil være med til. Følelsen bliver da heller ikke mindre af, at man som kristen i forvejen kan føle, at man afstår fra en hel del. Så hvad skal jeg lige gøre ved den frygt? Har kristendommen en løsning?

Kristendommen sætter mange grænser. Og ja, godt nok siger vi, at Jesus har sat os fri, men det kan være ret svært at tro på, når man mest af alt oplever kristendommen som frihedsberøvende. Men måske skyldes det i virkeligheden, at vi har gjort noget, som i udgangspunktet var positivt til noget negativt.

Følelsen af at komme til kort i vores forsøg på at lykkes som kristne er en ret almindelig erfaring. Måske har de fleste af os accepteret, at det er sådan, men alligevel kan det ind i mellem ramme vildt hårdt. Og hvad gør man så, når man opdager, at man kommer til kort både ift. Gud og ift. medmenneskerne?

Bibelen taler om, at alt tilgives den, der beder om tilgivelse. På samme tid formanes vi til at leve gode liv som kristne. Men hvordan forholder de to ting sig til hinanden? Skal jeg virkelig forbedre mig som kristen? Og kunne det i virkeligheden være noget meget positivt?

Skal man tilhøre Indre Mission for at være en ægte kristen? Er det vigtigt, at man ikke drikker sig en dom til, når man drikker kaffe? Eller handler det med at være kristen i virkeligheden bare om, at man kender Jesus?

Er nådegaver en superkraft? Skal de pakkes op? Skal man være fyldt 30? Det kan hurtigt bliver gjort til noget mystisk. Men er det virkelig så mystisk?

Jesus har sat os fri. Alligevel føler vi os bundne. "Man må ikke noget som en kristen!" Har du også oplevet at løbe ind i gråzoner?

En af de helt store og vigtige temaer i kristendommen er det dobbelte kærlighedsbud. Det handler om kærlighed til Gud og til næsten. Men ofte bliver det mest det sidste, vi forholder os til, og kærligheden til Gud glider mere ud i en tale om at tro på ham. Måske er det fordi, det kan virke enormt bøvlet at tro på en, man ikke kan se. Men måske behøver det i virkeligheden ikke være så bøvlet.

Guds veje er uransaglige og mystiske. Sådan kan man af og til høre kristne udtrykke det. På samme tid har vi en idé om, at han har en plan for vores liv. Der står blandt andet, at vi vandrer i forud beredte gerninger. Men hvordan hænger det hele sammen, og vigtigere endnu; hvordan ved jeg, at jeg virkelig følger Guds plan med mit liv?

Man kan opleve at komme til et punkt som kristen, hvor man oplever, at al forkyndelsen preller af på én. Eller man kan også have den oplevelse, at forkyndelse altid har prellet af på én. Man hører og ser andre kristnes begejstring, og man deler den ikke. Så hvad gør man, for at få mere taknemmelighed og begejstring?