Snak tro med Mette

Snak tro med Mette

Den enkelte kristne har sine egne tanker og oplevelser med troen og livet med Jesus, og de ord, vi bruger om det, er ikke altid de samme som dem, vi hører fra en talerstol. Hverdagens ord og tanker får plads her, hvor Mette snakker med almindelige kristne om hverdagstro. Podcastserien er optaget fra januar 2021 til maj 2022.

World of warcraft, Second life, Metaverse er blot nogle af de mange virtuelle verdener, som mange mennesker bruger. For nogle er det kortvarig underholdning, men for andre er det omsiggribende virkelighedsflugt. Er det okay at leve primært i en virtuel verden? Hvis det en dag skulle blive så realistisk som i Matrix filmen fra 1999, må man så gerne leve i den verden permanent? Erik og Jonathan prøver at nå forbi de praktiske udfordringer og helt ned til de reelle etiske problematikker forbundet hermed.

Samtalen kan også ses på youtube hvor du kan smide en kommentar: https://youtu.be/hOGdwzZc4f8

"Du står ved døbefonten overfor Gud og siger ja til at oplære dine børn i den kristne tro". Børnenes dåb blev begyndelsen på en langsom tilbagevenden til en tro og en Gud, som Lisa ellers havde lagt på hylden. I dette afsnit fortæller Lisa Iversen sin historie om, hvordan hun valgte barndomshjemmets kristendom fra, og hvordan hun som voksen stille og roligt har fundet ind i det kristne fællesskab og i et nært forhold til Gud.

Hvad betyder det for min selvforståelse at tro på, at Gud har skabt mig? Og hvad gør det ved mit syn på andre mennesker? Det og meget andet kommer samtalen omkring i dette afsnit, hvor vi skal til 42 års fødselsdag hos Christian Hornstrup Schmidt. Christian er efterskolelærer, bor i Hjordkær og som du måske har gættet, så er han gift med Mette.

Hvordan reagerer man, når der pludselig står en helt ny gruppe af mennesker og banker på kirkedøren? I forbindelse med etableringen af et flygtningecenter i området oplevede man i Nr. Løgum kirke at få kontakt med en gruppe flygtninge særligt fra Mellemøsten. Det voksede der forskellige relationer og tiltag ud af. I dette afsnit kan du høre Henry Holm Hansen fortælle om sine oplevelser og om kaldet til at være noget for mennesker.

Julen er altid den samme, og alligevel er den altid ny. Der er dækket op med julestemning i denne særudgave, hvor Mette har besøg af et par damer til æbleskiver og julesnak. Sammen med Vibeke Rasmussen og Inge Boysen inviterer Mette dig til at tage del i julehyggen med en snak om tro og traditioner i julen.

Er det en gave eller en byrde at være frivillig? Mette snakker denne gang med den frie frivillige, når Aage Vibe fra Rødekro fortæller om et liv med frivilligt engagement i kirke og missionshus. Aage fortæller blandt andet om fællesskab og missionsmuligheder i IM genbrug, om det lokale arbejde som formand i Rødekro Indre Mission, om glæden ved frivilligt arbejde og meget mere.

Troens glæde er svær at beskrive, og i denne samtale bliver der brugt mange forskellige ord om den. Mette besøger denne gang Anette Christensen fra Hjordkær, til en snak om, hvordan de oplever og har oplevet troens glæde i forskellige perioder i livet. Anette fortæller blandt andet om at finde glæde i Jesus midt i sorgen over, at hun mistede sin ægtefælde for fem år siden.

Gud er ikke en curlingforælder, men måske er der lidt løvemor i ham. I dette afsnit handler det om billedet af Gud som min far. Det er et gudsbillede som blandt kristne er meget brugt og elsket, men hvordan spiller forholdet til vores jordiske fædre sammen med billedet af Gud som far? Mette er taget hjem til sin jordiske far, Jesper Hornstrup, for at snakke om emnet.

Hvorfor går vi i kirke? Jeg har ofte fået spørgsmålet, om jeg går i kirke hver søndag, når jeg nu er kristen. Til det må jeg skyldigt svare: "Nej, det gør jeg ikke, men ofte". Der er ikke nogen regler, der siger, at vi skal gå i kirke for at være kristne, men hvorfor gør vi det så? Mette snakker i dette afsnit med tidligere graver og kirketjener Edvard Høst om forholdet til at gå i kirke.

“At vide sig elsket af Gud og vide at han har omsorg for os, det har betydet meget for os livet igennem”. Overskriften for denne episode er ‘Tro i det lange løb’. Mette er taget til Rinkenæs, hvor hun besøger Poul Pedersen til en snak om at leve et liv med kristentroen som fundament. Det handler blandt andet om tillid, relationer, trosstyrkende videnskab og meget mere.

Hvad er frihed i Kristus? Det spørgsmål er udgangspunkt, når Mette snakker med Hanne Kristesen om tro og liv. Samtalen kommer blandt andet forbi kriser, kanoture, om manglende evne til at forstå, selvrealisering, fællesskaber, mission, middelmådighed og at jeg er i Herrens hænder i alt, som med mig sker.

Mette tager en snak med Kennet Rasmussen om bøn. Snakken kommer både forbi det selv at bede og at blive bedt for. Hør blandt andet Kennet fortælle om sit møde med forbønnen i forbindelse med et alvorligt forløb med covid-19 i foråret 2020.