Din søgning gav 44 resultater

En af de helt store og vigtige temaer i kristendommen er det dobbelte kærlighedsbud. Det handler om kærlighed til Gud og til næsten. Men ofte bliver det mest det sidste, vi forholder os til, og kærligheden til Gud glider mere ud i en tale om at tro på ham. Måske er det fordi, det kan virke enormt bøvlet at tro på en, man ikke kan se. Men måske behøver det i virkeligheden ikke være så bøvlet.

Guds veje er uransaglige og mystiske. Sådan kan man af og til høre kristne udtrykke det. På samme tid har vi en idé om, at han har en plan for vores liv. Der står blandt andet, at vi vandrer i forud beredte gerninger. Men hvordan hænger det hele sammen, og vigtigere endnu; hvordan ved jeg, at jeg virkelig følger Guds plan med mit liv?

Det er efterhånden ikke nogen hemmelighed, at Gud elsker os. Mange af os har før eller siden været i berøring med Johannes 3,16, som taler sit tydelige sprog om det. Men en ting er, at Gud elsker os, noget helt andet er, om han også er stolt af os. For er det kun på trods af alt, vi er, at han elsker os, eller elsker han os også, i kraft af hvem vi er?

Man kan opleve at komme til et punkt som kristen, hvor man oplever, at al forkyndelsen preller af på én. Eller man kan også have den oplevelse, at forkyndelse altid har prellet af på én. Man hører og ser andre kristnes begejstring, og man deler den ikke. Så hvad gør man, for at få mere taknemmelighed og begejstring?