Din søgning gav 15 resultater

Kender du det? Du sidder i saksen igen. Du har gjort noget, som du ellers havde lovet dig selv og Gud, at du ikke ville gøre igen. Hvor går du hen, når du sidder i den saks?

Nogle gange kan det måske føles som om, Gud ignorerer dig. Men ofte skyldes det, at vi kigger de forkerte steder hen efter svar.

Som mennesker rammes vi ofte af frygt og ubehag. Det kan være frygt for en ukendt fremtid, eller frygt for noget forestående, som man synes er ubehageligt. Sideløbende med det har kristendommen et budskab om at hvile i Guds trygge hænder. Men hvordan finder man den hvile, så det bliver lettere at leve med sin egen frygt?

I weekenden var der Å-festival. Dette års tema var "så så man lige mig". Selvom overskriften var skrevet med et glimt i øjet, var der alligevel dyb alvor i det. Det handler om at blive set eller ikke at blive set. Jeg tror, alle mennesker kender til frygten for at blive overset. Det er derfor, vi på hver vores måde fortæller en historie om os selv, så folk lægger mærke til os. Men den historie kan nogle gange være en redigeret version af den ægte historie, så folk kun ser dele af os. Men Gud ser alt! Det kan virke skræmmende, men i virkeligheden, tror jeg, det er dybt befriende.

Er Gud på afstand af mig, når mit liv går dårligt? Sådan tror jeg, at vi næsten instinktivt kommer til at tænke, når vi møder noget i livet, som er svært. Der er simpelthen noget omkring den forestilling vi har om, hvad en gud er, som gør, at vi tænker, at Gud ikke kan have med det dårlige at gøre. Men kristendommens budskab er faktisk helt vildt overraskende her. Budskabet er nemlig, at Gud, i skikkelse af Jesus Kristus, blev ét med alt det dårlige, da han steg ned til os og valgte at dø på et kors. Det er en helt vildt vigtig påmindelse, når livet gør ondt.

I Bibelen bliver vi bedt om både at frygte og elske Gud. Normalt opfatter vi de to størrelser som svært uforenlige, men alligevel virker det som det mest naturlige i det bibelske sprogbrug. Måske skyldes det, at vi som vesterlændinge får ordet frygt galt i halsen, fordi det minder os om usunde forhold til kærester og forældre, hvor angsten for den anden har fyldt, fordi man grundlæggende ikke havde tillid til vedkommende. Men er det den slags frygt, Bibelen omtaler, eller er det i virkeligheden noget helt andet?

Så blev det for alvor påske, og det er vist også en god anledning til at blive mindet om, at nogle temaer i kristendommen vokser man aldrig fra. Et af de temaer, som vi taler allermest om er 'nåde', og det er da også noget de fleste kristne har varme følelser omkring. Alligevel kan mange opleve, at det kan ende med at blive et monotont omkvæd, og derfor vil ugens video gå på opdagelse i ordets egentlige betydning.

Er man opvokset i et kristent miljø, har man formentlig hørt det siden man var barn. Gud er min far, og jeg er hans barn. Men efterhånden som man bliver ældre, kan det komme til at betyde mindre og mindre for én. Måske fordi man har glemt netop, hvad det betyder?

Det at bede kan være enormt svært. Både fordi det kan være svært at formulere sig, og fordi man er opdraget til at folde sine hænder. Men findes der egentlig en rigtig måde at gøre det på?

Er kærligheden løsningen på alle vores problemer? Og i så fald - hvad er kærlighed?