Mange satanister siger, at de ikke tror på åndemagter, men i virkeligheden er ateister, der låner det sataniske sprog, for at gøre op med kristne ideer, der holder os tilbage. De går ind for selvstendighed, oprør mod traditionerne og at tænke selv, og derfor ønsker de oplysning og hepper på lysets engel Lucifer, altså Satan. Men hvor stor forskel er der faktisk på at være en ironisk satanist, og en almindelig satanist? Hvem er det der bliver snydt? Dæmoner er netop faldne engle, noget ondt der opstod ud af noget godt. Og er det ikke sådan med alt ondskab, at de kun er fordrejninger af hvad der engang var godt?
