Følelsen af at komme til kort i vores forsøg på at lykkes som kristne er en ret almindelig erfaring. Måske har de fleste af os accepteret, at det er sådan, men alligevel kan det ind i mellem ramme vildt hårdt. Og hvad gør man så, når man opdager, at man kommer til kort både ift. Gud og ift. medmenneskerne?
