Åndelig oprustning handler om at kunne stå imod, og det er ikke mindst vigtigt for vores børn og unge, som har brug for håb og tryghed i en tid, som er præget af frygt og ensomhed. Hans-Ole Bækgaard ønsker, at vi lærer vores børn, at det ikke er farligt at mene noget og at være uenige med andre. Han mener endda, at det er godt at blive modsagt og møde modstand, fordi det udvider vores horisont, og måske også viser os svaghederne ved vores egne ståsteder.